Ahh, den lå jo lige til højrebenet, ikke!:-)
Hver gang jeg åbner et dameblad eller ser en reklame for det nye forårstøj, så vælter det frem med quiltede jakker og veste. Og jeg brokker mig ikke! Jeg synes det er både fint og praktisk. Jeg er sådan en, der småfryser frem til 1.maj. Og nyder derfor det ekstra lag. Jeg har for nyligt quiltet en fin jakke men jeg mangler en vest. Eller jeg har i hvert fald lyst til at sy en….
Første udgave gav mig lyst til at lege med en charm pack. Den kan altså virkeligt meget, sådan en lille sag. Især hvis den sættes sammen med noget ensfarvet. Man kan jo vælge alle mulige former til sådan en vest, men jeg gik denne gang med plus-mønsteret.
KORT VEJLEDNING.
Der gik næsten en her pakke til denne jakke. Alle blev skåret ud i en lang strimmel (2 x 5 “) og to kvadrater på 2 x2 “.
Samme med det ensfarvede. Næsten. Det er skåret af strimler i metervare. Og jeg aner virkelig ikke hvor meget jeg har brugt, for jeg trak alle mulige rester frem fra gemmerne. Men de skal skæres i tre forskellige mål. I 2 x2″, 2 x3,5″ og 2 x 5 “.
Så finder du sit mønster til vesten eller jakken frem og finder ud af hvor brede både forstykker og bagstykket skal være. Husk at ligge min 3-4 cm til i hver side.
Jeg fordelte stoffet fra charm packen i tre bunker, Den til bagsiden indeholdt lidt flere end til to bunker til forstykkerne. Jeg fordelte så farverne var nogenlunde ligeligt fordelt.
Og så lægger du såmænd bare puslespil med de fine stoffer. Læg dem som du synes farverne passer sammen og føj det ensfarvede ind. Sy en bane sammen, pres sømrummet til hver side (brug gerne BestPress. Selv tak)
Sy næste bane og sy den sammen med den første. Det giver god kontrol, synes jeg.
Når patchworkstykket er stort nok, fortsætter du med resten. Sy et patchworkstykke til hver mønster del.
Derefter skal delene quiltes og klippes ud i forhold til mønsterdelene og så følger du bare anvisningerne i vest eller jakkemønsteret. I denne har jeg brugt min yndlingsbatting, nemlig den økologiske. Jeg er vild med hvordan den opfører sig, både under håndeteringen når den skal quiltes, men også i brug. Jeg har ikke før brugt den til tøj, men jeg har store forventinger!
Har du ikke et mønster på en vest eller jakke?
Jeg brugte til denne vest en let modificeret udgave af Marapyttas Quiltet jakke. Det kan du finde her.
Mit næste projekt bliver en lang, eller i hvert fald længere, quiltet vest med vindstopperfoer. Mønsteret til denne vest er gratis! Og det finder du her. Jeg har tænkt mig at bruge grundmønsteret, men sikkert ikke fremgangsmåden.